Kom i julestemning med musik, der binder os sammen på tværs af generationer, og oplev de velsyngende børne- og kirkekor fra flere kirker på Lolland og Falster, som optræder sammen med Ensemble Storstrøms otte musikere.
Ved årets traditionsrige julekoncert med Ensemble Storstrøm og lokale børnekor kan man i år høre små uddrag fra barokkomponisten Händels juleklassiker "Messias" med det berømte "Halleluja-kor". Desuden byder programmet på kendte julesange, som vi alle kan synge med på, blandet med smukke klassiske stykker, hvor man næsten kan høre julesneen hvirvle rundt.