Den 16. maj er FN’s internationale dag for at leve sammen i fred. Og er der noget, der styrker sammenhold og fred mere end at synge sammen?
Fællesklang Aalborg er et stort ungdomskor med fokus på sangglæde og fællesskab. I Fællesklang Aalborg er der plads til ALLE – uanset om man har sunget hele sit liv eller lige er begyndt. Korets har en lokal tilknytning til Rebild-området, da dets leder, Malou Dalhoff, er vokset op her.
Korets ca. 50 unge stemmer boltrer sig i alt fra energiske gospelnumre, til gode pophits og nostalgiske Disney-sange. Både korprøver og koncerter bobler af energi og smittende sangglæde.
Tag en pause fra alverdens konflikter, når Fællesklang Aalborg holder forårskoncert under jorden i Thingbæk Kalkminer. Lad freden sænke sig, og mærk fællesskabets styrke.