Krigsbørn

Krigsbørn

📅 20. jan 2026 kl. 19:30

Som titlen siger, handler forestillingen om børn i krig. Børn er de mest uskyldige, når krigen raser, og de er altid krigens sikre og evindelige ofre. Børn mister, lider og dør i krig.

Dét er forestillingens udgangspunkt, og den består af to spor: Det første er en række vidnesbyrd fra Anden Verdenskrig samlet og gengivet i bøgerne ”De sidste vidner” og ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” af den belarussiske forfatter, Nobelprisvinder og Sonningprismodtager Svetlana Aleksijevtij. Hun har gjort det til sin livsopgave at give stemme til det ”lille” menneske fanget i store verdenshistoriske begivenheder, og hun er voldsomt optaget af spørgsmålene: Hvad er et menneske? Og hvad bliver mennesket til i krig, i mødet med det mest umenneskelige?


Forestillingens andet spor er et helt nutidigt vidnesbyrd i form af den personlige fortælling fra en af de medvirkende, nemlig den herboende russiske skuespiller og dukkefører Yulia Lystbæk. I forestillingen hører man også hendes fortælling om, hvordan det er at være russer og kunstner imod Ruslands krig i Ukraine. En krig, der har haft og har store personlige konsekvenser for hende, og som giver forestillingen en helt unik aktualitet og relevans.

 

I KRIGSBØRN står teksten og skuespillet i centrum, understøttet af og i samspil med et smukt og kraftfuldt musik- og billedunivers hvor enkelhed og mættet symbolik går hånd i hånd. 

Forfatter: Svetlana Aleksijevitj 

Personlig beretning: Yulia Lystbæk

Bearbejdelse, manuskript og instruktør: Andreas Dawe  

Komponist: Nini Julia Bang 

Scenografi og video: Julie Forchhammer  

Lyddesign og video: Gregers Kjar 

Lysdesigner og afvikler: Jens Damsager 

Dukkemager: Rolf Søborg Hansen 

Dramaturg: Pernille Kragh 

Administrator: Karin Ahnfelt-Rønne  

Assistenter: Iben Damkjær og Hanna Norman Fussing 

Medvirkende: Yulia Lystbæk, Christina Meincke, Charlotte Bøving, Bo Carlsson og Jesper Hyldegaard 

DKK 95,00 - DKK 250,00
Køb billetter