Akela Kvartetten blev dannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2019 og studerer i øjeblikket som ensemble i solistklassen under vejledning af professor Tim Frederiksen og Den Danske Strygekvartet. Akela betyder glæde, og netop dette er en præmis for kvartettens sammenspil. Glæden ved at skabe og dele musik har drevet Akela i at fortolke det klassiske kvartetrepertoire med nærvær og nysgerrighed til kammermusikfestivaler, internationale masterclasses, konkurrencer og koncerter i både ind- og udland.
Før ensemblets etablering har alle medlemmer spillet sammen på kryds og tværs fra barnsben, blandt andet i Det Danske Ungdomsensemble, hvilket har bidraget til fælles musikalske rødder og en stor menneskelig forståelse af hinanden. Hver især spiller alle i kvartetten en aktiv rolle i det danske musikliv, både solistisk og som assistenter i symfoniorkestre. For dem alle gælder dog, at den store passion er kammermusikken, som de altid stræber efter at udforske med kreativitet, varme og åbenhed.
I 2024 modtog kvartetten Leonie Sonnings Talentpris, og i 2023 modtog alle kvartettens medlemmer Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Talentpris. I 2022 vandt Akela førstepris i LFN International Chamber Music Competition, og i 2021 vandt kvartetten førstepris i ENKOR International Chamber Music Competition. Derudover er kvartetten en del af Le Dimore del Quartetto - et internationalt netværk, der støtter unge internationale strygekvartetter i deres karriere.
I Nødebo vil de spille fire værker: Mozarts strygekvartet nr. 22, Leoš Janáčeks ”Kreutzer Sonate”, Benjamin Brittens Tre Divertimenti og Fanny Mendelssohns Strygekvartet i Es-Dur.
De klassiske koncerter i kulturhuset Nødebo Kro får støtte fra William Demant Fonden, fra Knud Højgaards Fond og fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.