Charlotte Skadhauge trio

Charlotte Skadhauge trio

📅 24. jan 2027 kl. 16:00

I 2024 udgav Charlotte Skadhauge i en alder af 58 år sit debutalbum ”Ræk ud”, som fik en flot modtagelse af både anmeldere og publikum. Foruden nye unplugged arrangementer af Charlottes sange vil man til koncerten kunne høre Charlotte fortælle om historierne bag sangene, om sin kamp for at lære at sige ja til sig selv, og om sin mangeårige personlige rejse frem mod at springe ud som pladedebutant med egne sange. Med sig i Nødebo har hun Søren Bigum på guitar og Christian Vuust på saxofon, klarinet og keyboard.

Charlotte laver pop med nerve. Inderst i hendes musikalske DNA findes kunstnere som Gasolin, C.V. Jørgensen, The Beatles og Fleetwood Mac. Hendes sangtekster har temaer så som forbundethed, taknemmelighed, ensomhed og længsel. De kredser især om at bryde følelsen af modløshed ved at gribe mulighederne og række ud til sin næste. Charlotte Skadhauge er et eksempel på, at man godt kan udleve sine drømme og sin kreativitet, selvom man nærmer sig de tres, og vejen dertil ikke altid har været lige nem. I sine unge år var Charlotte aktiv på den aarhusianske rockscene som forsanger i bandet Beauty and the Beat og som korsanger med bl.a. Anne Linnet, Lars H.U.G., Gnags, Niels Hausgaard og Johnny Madsen. Her tre årtier senere vender hun tilbage til musikscenen, nu også som stærk sangskriver.

Charlotte udtaler: "Jeg håber, at budskabet i mine sange om at sige ja til sig selv også kan inspirere andre. Jeg vil gerne indgyde håb om, at vi alle har en plads i verden, og at det aldrig er for sent at handle.”

DKK 0,00 - DKK 200,00
Køb billetter