Hvordan hænger Ruslands dramatiske historie sammen med krigen i Ukraine i dag?
Ruslands angreb på Ukraine har genaktualiseret et konfliktfyldt forhold mellem Rusland og Europa, som rækker dybt tilbage i historien. For at forstå nutidens Rusland og Putins fortælling om Ukraine er det nødvendigt at se nærmere på de historiske rødder – fra revolutionen i 1917 til Sovjetunionens fald og frem til i dag.
I dette foredrag tager Mette Skak os med gennem Ruslands udvikling fra Lenins revolutionære projekt over Stalins brutale styre og videre til Den Kolde Krigs magtkampe. Undervejs belyses centrale begivenheder som revolutionsåret 1917 og Den Store Fædrelandskrig (1941–45), hvor Stalin i stigende grad appellerede til russisk nationalisme.
Foredraget viser også, hvordan arven fra Lenin og Stalin blev udfordret efter Stalins død, da Khrusjtjov forsøgte et opgør med stalinismen – og hvordan systemets indre modsætninger fortsatte frem mod Sovjetunionens sammenbrud. Gorbatjovs reformforsøg i 1980’erne satte gang i en udvikling, som det sovjetiske system ikke kunne overleve.
Med afsæt i historien giver foredraget et nuanceret perspektiv på nutidens Rusland og de ideologiske strømninger, der stadig præger landets politik.