Rued Langgaard Festival 2026 har Sverige som tema og med fokus på svensk musik og kultur præsenteres musik af komponisterne Ture Rangström, Elfrida Andrée og Rued Langgaard.
Festivalen byder bl.a. på de i alt tre Langgaard-symfonier, der er inspireret af Sverige, spillet af henholdsvis Sønderjyllands Symfoniorkester, ledet af
Thomas Dausgaard og Helsingborg Symfoniorkester med stjernesopranen Christina Nilsson.
Du kan også glæde dig til en musikalsk iscenesættelse af hedeområdet Tange Bakker med folke- og jazzmusikeres fortolkning af Rued Langgaards klaverklassiker Sommerferie i Blekinge og til en udvidet udgave af musikforestillingen Sommeren 1913 med Esbjerg Ensemble.
Det bliver også muligt at opleve Nightingale String Quartet, der spiller to af Langgaards kvartetter knyttet til huset Rosengården i Kyrkhult, Blekinge. Kvartetten præsenterer tilmed en ny strygekvartet af Thomas Agerfeldt Olesen, der har ladet sig inspirere af nogle af de temaer, der forbinder Rued Langgaard med hans store kærlighed, Dora From.
Læs mere om Rued Langgaard Festival på Rued Langgaard Festival